Sommerlige pandekager med hyldeblomst på en gråvejrsdag

tirsdag, d. 10. juli, 2012

For godt en uges tid siden var jeg nødt til at spise alene, da kæresten havde overarbejde. Så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne lave en stak hyldeblomstpandekager. Ret så lækkert, og det gode ved arbejdet var, at jeg har smidt en ordenlig stak i fryseren, som vi skal have i dagene efter vi er flyttet. Nu går der jo ikke ret lang tid til, faktisk kun omkring 3 uger, så det er med at finde på noget let mad – og pandekager med is kan man vidst altid klare 😉

I sidste uge valgte jeg dog bare at spise dem med lidt hjemmelavet jordbærmarmelade til, og det var nu egentlig helt dejligt, da vejret ligesom i disse dage, ikke ligefrem emmer af sommer.

Pandekagerne rækker til 4 personer, og kan snildt laves uden hyldeblomsterne. Grundopskriften på pandekagerne er den, vi altid bruger, nemlig en fra Den gule dessertbog fra Tørleffs Husmoder Service.

  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk sukker
  • 1 stang vanille (eller 2 tsk vanillesukker – jeg brugte bare vanillesukker)
  • 6 dl mælk
  • 2 æg
  • 100 g smeltet smør eller margarine
  • 2-3 hyldeblomstskærme, hvor blomsterne er plukket af

Fremgangsmåde

Skrab vanillekorn ud af vanillestangen (gem vanillestangen til dejen skal hvile), og mas kornene fra hinanden med lidt af sukkeret.

Sigt mel og bagepulver sammen, og tilsæt sukker, vanillekorn, salt og hyldeblomsterne

Pisk mælken i, og pisk herefter 1 æg i ad gangen.

Læg vanillestangen ned i dejen, og lad med fordel dejen hvile i 15-30 min. Tag vanillestangen op efter endt hviletid.

Smelt smørret på en pande, og pisk det i dejen.

Hæld lidt dej ud på den varme pande i et tyndt lag, og bag den lysebrun på begge sider.

floral decoration