Simremad – Oksekød og rodfrugter i rødvinssauce med timian, og kartoffelmos

søndag, d. 13. oktober, 2013

Oksekød og rodfrugter i rødvinssauce med timian, og kartoffelmos

Efterår er nærmest lig med simremad, og når det nu er søndag kan man jo ligeså godt bruge et par timer på at forberede aftensmaden. Vi fik derfor denne skønne ret Oksekød og rodfrugter i rødvinssauce med timian, og kartoffelmos. Åhh total lækker efterårsmad, med masser af smag og som ligger tungt – men det gør ikke noget engang imellem.

På trods af at jeg ikke kan lide rødvin som drikkelse, elsker jeg at bruge det i madlavningen. Det gør næsten altid underværker at koge rødvinen sammen med masser af lækre grøntsager, så man får en rigtig lækker sauce med masser af smag. Som tilbehør fik vi kartoffelmos. Det er jo så simpelt at lave, og smager altid fantastisk – specielt når der går lang tid imellem, man får det.

Opskriften fandt jeg i et blad hjemme ved kærestens forældre, men kan desværre ikke lige huske, hvad det var for et. Opskriften rækker til 4-6 personer.

  • 500 g skært oksekød (i tern)
  • Ca. 1 dl hvedemel (+ 5 spsk til jævning)
  • 2 løg
  • 4 gulerødder
  • 2 persillerødder
  • ½ L rødvin
  • 4 dl vand
  • 3 spsk flydende kalvefond
  • Salt og peber
  • 2 stilke frisk timian
  • 1 dl friskhakket persille
  • 1 laurbærblad

Tilbehør

  • Hjemmelavet kartoffelmos

Fremgangsmåde

Bland salt og peber i ca. 1 dl mel, og vend oksekød i tern heri.

Hak løget, og skær gulerødderne i skiver.

Halver persillerødderne på langs, og skær dem i skrå skiver.

Varm en gryde op med smør, og brun oksekødet heri – rør godt rundt med jævne mellemrum.

Tilsæt grøntsagerne, og lad det sautere lidt.

Rør herefter 5 spsk mel i, og tilsæt efterfølgende kalvefond, rødvin, vand, og krydderurterne.

Lad saucen simre et par timer eller til kødet er mørt.

Fisk laurbærblad og timianstilkene op, og smag til med salt og peber. Jævn evt. saucen med en meljævning, hvis den er for tynd. Tilsæt evt. en smule kulør.

Server saucen med hjemmelavet kartoffelmos.

Kommentarer

  1. En dejlig ret. Jeg lod den simre en 4 timer med et rigtig godt resultat til følge.

  2. Hej Sven,
    Tak for tippet om længere simre-tid :)

floral decoration