Nutella-fyldte jordbær-muffins

fredag, d. 27. april, 2012

Nu nærmer sommeren sig, og sæsonen for lækre, friske jordbær er efterhånden så småt ved at gå i gang – jeg ser i hvert fald disse lækkertheder en del steder. Så nu er tiden vidst til at få prøvet en opskrift på Nutella-fyldte jordbær-muffins af :) Super lækre muffins med en sprød skorpe, cremet nutella-midte og syrlige jordbær – som giver det perfekte modspil til den søde nutella.

Jeg fandt opskriften for flere måneder siden hos Foodsnots. Hun er en af mine farvorit-bloggere – mest fordi det er nogle sjove påfund af mad/kager og lækre billeder :) Disse muffins er nemme at lave – dog brugte jeg lidt mere mælk end angivet i opskriften, sådan er det jo, når man skal omformulere amerikanske opskrifter til danske mål. Nutella-fyldet kan måske godt reduceres en smule, så man ikke har brug flere glas vand/kaffe til muffins’ne. Men det er nok en smagssag – det ser uden tvivl bedre ud på billederne, at der er godt med nutella i disse muffins 😉

Ifølge opskriften skulle der blive 12 stk., hvilket også var det antal jeg fik.

  • 3½ dl mel
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1,2 dl sukker
  • 0,6 dl olie
  • 1 stort æg
  • ca. 1,2 dl sødmælk (jeg brugte letmælk tilsat lidt piskefløde)
  • 3 dl friskhakkede jordbær
  • Ca. ½ glas nutella af 400 g – evt. lidt mindre
  • Rørsukker til at drysse over

Fremgangsmåde

Sigt mel, salt, bagepulver, vanillesukker og sukker sammen i en skål.

Pisk let olie sammen med  æg og mælk i en anden skål.

Bland forsigtigt de våde ingredienser i de tørre, og tilsæt de hakkede jordbær.

Fordel ca. halvdelen af dejen ned i 12 muffinsforme.

Læg ca. 1 tsk nutella ovenpå hver muffinform, og fordel den resterende dej over nutellaen efterfølgende.

Drys med rørsukker og bag dem i en 170 grader varm ovn i ca. 20 minutter – eller indtil de er færdigbagte.

Lad dem efterfølgende køle helt af på en rist.

Kommentarer

  1. Hold nu op, hvor ser de lækre ud. Jeg tror, det må være dem min kusine og jeg skal bage og synde med, når vi skal mødes og opdatere vores fælles blog. Tak for en skøn blog.

  2. Hej Anne,
    De smager også virkelig godt – vær dog lidt varsom med brugen af Nutella, så det ikke bliver for voldsomt :)

  3. Hej,
    Det er nu anden gang jeg bager disse super muffins – og i dag på Norges nationaldag passer de helt perfekt! – Glæder mig til at give dem bort til lunsjen, som vi er inviteret i.
    Tak for masser af inspiration!:-)

  4. Hej Bente,
    Hvor er det dejligt, at du kan lide dem :) De er altså også lækre :)

  5. Hejsa, super lækre ting, du har lagt ind her :)
    Kunne man evt. erstatte nutellaen med chokolade??

  6. Hej Maria,
    Det tror jeg godt man kan :) Dog får man nok ikke den der lettere flydende midte, som nutellaen giver.

floral decoration