Mine forældre og lillesøster har været på besøg i dag
Derfor havde jeg selvfølgelig også lyst til at bage. Valget faldt på nogle æblemuffins med citron og disse mintmuffins.
Jeg så opskriften på mintmuffins i bogen Muffins – en uundværlig bog for alle muffinselskere. Jeg elsker jo at afprøve nye og anderledes opskrifter, hvorfor disse også skulle afprøve. Jeg har aldrig prøvet at lave noget med pebermynteolie før, så var lidt spændt på, at smage de her muffins. Desværre levede de slet ikke op til mine forventninger, for at sige det mildt. Nogle vil måske så tænke, jamen hvorfor så have dem med på min blog, hvis de ikke var gode? Jeg mener, at andre ligeså godt kan lære af mine fejl. fremfor at begå den samme fejl, som jeg gjorde, og det kan måske være, at de her muffins kunne blive gode, hvis opskriften blev tilrettet lidt.
Konsistensen på de her muffins var rigtig god, de var absolut ikke tørre. Det, der var galt med dem, var at pebermyntesmagen var ALT for gennemtrængende og stærk. Jeg havde fuldt opskriften, da jeg som tidligere skrevet ikke har prøvet pebermynteolie før, men ifølge opskriften skal der alt for meget pebermynteolie i til, at det kommer til at smage godt. Jeg snakkede lidt med min mor om det, og i stedet for ½ spsk. blev vi enige om, at det nok nærmere skulle have været ½ tsk. pebermynteolie, der skulle i.
Ja ja, man lærer jo af sine fejl
Så hvis du har mod på at afprøve de her muffins, så anbefaler jeg på det kraftigste ikke at bruge ret meget pebermynteolie.
I følge opskriften bliver der 8-10 muffins, jeg fik 8.
Muffins
- 3 dl hvedemel
- 1½ tsk bagepulver
- 2 æg
- 2 dl sukker
- 50 g smeltet smør
- 1 1/4 dl yoghurt naturel
- ½ tsk pebermynteolie
Glasur
- Flormelis
- Lidt vand
- Blå levnedsmiddelfarve (kan undlades)
- 4 blå, knuste Vicks
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader.
Sigt mel og bagepulver ned i en skål.
Pisk æg og sukker luftigt i en anden skål, og hæld smør og yoghurt i under omrøring.
Vend melblandingen i og smag til med pebermynteolie.
Fordel dejen i muffinsforme. Bag dem i ovnen i ca. 15-20 min.
Tag dem ud, lad dem køle af og glasér hver muffins med glasur og blå Vicks.





Det lyder temmelig vildt med ½ spsk pebermynteolie!
Da jeg for mange år siden lavede pebermyntebolcher i skolen, da skulle der ikke mere end 1-2 dryp i for at det var gennemtrængende i sukkermassen.
Men rigtig godt du skriver det, for det er bedre at smage til efterfølgende end at have for stærk en kage fra start af.
Ja ok, det lyder jo helt vildt, når man sammenligner med dine fakta. Jeg har som sagt aldrig prøvet pebermynteolie før, men nu ved jeg i hvert fald at det er kradse sager, som man skal passe meget på med – og måske tænke sig om en ekstra gang ved en anden opskrift med pebermynteolie i