Mild risotto med vanillekorn og appelsin

tirsdag, d. 12. oktober, 2010

Jeg gad ikke lige have rugbrød til frokost i dag, så jeg havde lyst til at få afprøvet en risotto, som var i mine tanker. Jeg har ikke rigtig fået inspiration nogle steder fra, udover de tanker, jeg gjorde inde i mit hoved. Så det var lidt af et eksperiment 😛

Heldigvis var det et af mine mange eksperimenter, der forløb godt 😀 Jeg er egentlig meget tilfreds med resultatet. Smagen er fin, mild og rund og har et twist af appelsin og vanillekorn. Jeg elsker sammensætningen af vanille og appelsin. Synes de to ingredienser klæder hinanden rigtig godt, hvilket også var derfor jeg ville afprøve dem i en risotto 😀

Som tilbehør vil jeg nok vælge kylling eller koteletter :)

Jeg lavede bare retten til mig selv, og brugte derfor 1½ dl ris.

  • 1½ dl ris
  • 1 appelsin
  • ½ vanillestang
  • Lidt olie
  • Ca. 4 dl vand
  • Lidt salt
  • Lidt smør

Fremgangsmåde

Flæk vanillestangen, og skrab kornene ud. Varm en gryde med lidt olie op, og tilsæt vanillekorn, ris og vanillestang. Lad ingredienserne riste lidt under omrøring.

Skær et lille stykke skræl af appelsinen (husk at det hvide på skrællen ikke skal med, da det giver den meget bitre smag), og tilsæt risene. Tilsæt herefter saften fra ½ appelsin, ca. 2 dl vand og lidt salt og rør rundt.

Lad risene småsimre lidt under låg. Når risene har opslugt væsken tilsættes mere vand og saften fra den anden ½ appelsin. Dette gentages indtil risene er nok.

Når risene er færdige, fjernes vanillestangen og appelsinskrællen, og der tilsættes en lille klat smør og røres rundt.

Server de færdigkogte ris med fx en kyllingefilet.

floral decoration