Luksuriøse romkugler

søndag, d. 18. oktober, 2015

Luksuriøse romkugler

Romkugler er oftest noget jeg forbinder med alt for store, nærmest uspiselige kugler og halvdårlige kagerester. Men sådan behøver det langt fra at være. Jeg er vild med denne opskrift fra Markus Grigos Hjemmebag, og personligt tror jeg man får det bedste resultat ved at anvende gode kagerester. Rent faktisk har jeg bagt en kage specielt til formålet – nemlig den altid gode Bedstemor Ands Chokoladekage. Chokoladekagen har jeg lavet i utallige variationer efterhånden, så hvorfor ikke også benytte opskriften til lækre, hjemmelavede romkugler.

Ifølge opskriften skal være kugle veje omkring 50 g, men personligt synes jeg, det er lige tilpas med en kugle på 25 g – altså en halvering af formentlig langt de fleste romkugler. Størrelsen på dem er så tilpas, at man sagtens kan tage én til, hvis man er stor fan af romkugler, eller bare nøjes med at leve efter devisen – lidt men godt.

Jeg fik 36 kugler – plus lidt smagsprøver i forbindelse med tilsmagningen 🙂

  • 500 g færdigbagt chokoladekage (laver man Bedstemor Ands Chokoladekage er det cirka 2/3 af kagen, der bliver brugt til romkugler)
  • 200 g hindbærmarmelade
  • 150 g smeltet, mørk chokolade
  • 100 g flormelis
  • 30 g kakaopulver
  • Ca. 8 tsk romessens

 

  • Diverse slags krymmel – jeg har her valgt: Pistacienødder, ovnbagte hasselnødder, og fintrevet chokolade

Fremgangsmåde

Smuldre kageresterne, og bland alle ingredienserne sammen med kageresterne – pisk massen ensartet.

Sæt gerne massen i køleskabet i en times tid, så er det lidt nemmere at forme kuglerne.

Form kuglerne i en passende størrelse på ca. 25 g hver.

Rul dem ind i den valgte krymmel – sæt dem i køleskabet og lad dem blive kolde.

floral decoration