Lækre og luftige hjemmebagte pitabrød med grahamsmel

mandag, d. 28. februar, 2011

I dag har jeg prøvet at lave hjemmebagte pitabrød. Det er første gang, jeg har gjort det, så var spændt på resultatet. Fik denne opskrift af en med-debattør, som har den fra bogen Krudtugler og kanelsnegle. Uha, de blev altså virkelig luftige og gode – meget anderledes end købe-pitabrød, men på den gode måde.

Jeg valgte at komme forskelligt fyld i mine pitabrød bestående af bl.a. salat, løg, peberfrugt, agurk og bacon.

Derudover lavede en en karry-dressing. Den er simpelthen så nem at lave. Har ikke mål på den, da jeg bare plejer at proppe ingredienserne i. Men man blander creme fraiche med karry, lidt salt og friskkværnet peber, lidt citronsaft og sukker, samt lidt friskpresset hvidløg.

I følge opskriften skulle der blive 24 pitabrød – jeg fik 19. Men som man også kan se, så er de ret store. Så tror godt man kan få 24 ud af opskriften.

Og så husk at tage en STOR skål, for der er altså meget dej, som man nok kan se på billederne 😀

  • 50 g gær
  • 9 dl vand
  • 3 tsk salt
  • 1½ tsk sukker
  • 3 spsk olivenolie (jeg bruger gerne en grydeske i stedet for en spiseske, da dejen aldrig tager skade af en smule mere olie – synes kun den bliver bedre af det)
  • ca. 1400 g mel (jeg brugte ca. 300 g grahamsmel og resten hvedemel)

Fremgangsmåde

Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt 1 dl mel. Lad blandingen stå et par minutter, og tilsæt derefter de øvrige ingredienser.

Ælt dejen godt til den føles blød og smidig. Sæt den til hævning under et fugtigt viskestykke 1 time.

Ælt dejen igennem når hævetiden er ovre, og del den i 24 lige store boller.

Rul hver bolle ud til ½ cm tykkelse og placer dem på en bageplade med bagepapir.

Lad dem efterhæve ca.  ½ time.

Pensl brødene med lidt vand, og bag dem i en 250 grader varm ovn i ca. 10 min. – være opmærksom på, at de ikke tager for meget farve.

Fyld de færdigbagte pitabrød med valgfrit fyld.

Kommentarer

  1. Hejsa! Vil prøve din opskrift på pitabrød, men vil lige høre om du har prøvet at fryse dem, og om de så stadig er lige luftige når de varmes op igen??

  2. Hej Sonja,
    Ja, det har jeg. De er absolut bedst, når de er nybagte, men synes egentlig de stadigvæk var gode, efter en tur fryseren og efterfølgende ovn – måske lidt mere tørre i det.

  3. Hej Carina. Tak for dit svar – har nu prøvet at bage dem med en håndfuld revet gulerod i dejen, så holder de fint “friskheden” selvom de har været en tur i fryseren. Tænker at squash ville kunne gøre det samme :)) Men tak for en god opskrift – mine 11 mdr gamle tvillingepiger og jeg er helt vilde med dem :)

  4. Hej Sonja,
    Åhh det var da en god idé med gulerødderne. Det tror jeg da, jeg skal have prøvet næste gang :)

Afgiv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

floral decoration