Lækre bananpandekager med havregryn og æg

mandag, d. 20. november, 2017

Det hænder indimellem, at jeg får både tid og lyst til at bage disse lækre bananpandekager. Lysten er der faktisk ret ofte, men det kniber mere med tiden. Lillesøster meldte sin ankomst i juni måned, og siden har der bare været knald på. Både med planlægning af barnedåb, storebror der startede i børnehave, og så det at skulle lære et lille, nyt væsen at kende, der indtil nu ikke har ejet det store rutinegen.

Under min barsel med storebror bagte jeg ret jævnligt disse lækre bananpandekager med havregryn og æg. Den gang afprøvede jeg flere forskellige opskrifter – både med og uden havregryn. Men jeg vender altid tilbage til disse fra Cute Carbs. De er mættende, lidt mere fast i konsistensen pga. havregrynene end de opskrifter, hvor man bare blander banan og æg sammen.

Nu hvor lillesøster så småt er begyndt på grød og mos, kommer tiden snart igen til at mæske sig med lækre bananpandekager. De er ideelle til overgangsmaden. Og så smager de jo også bare godt for både børn og voksne er i husstanden. Er helt sikker på, at storebror glæder sig til morgendagens madpakke 😉

Til 8-10 pandekager skal der bruges:

  • 2 modne bananer
  • 3 æg
  • 1 tsk. vanilllesukker
  • 1½ dl havregryn
  • 1 dl mel
  • 1/2 tsk. salt

Fremgangsmåde

Mos bananerne.

Pisk æggene let sammen med bananerne.

Rør de tørre ingredienser i dejen.

Steg bananpandekagerne i lidt smør ved middelhøj varme – jeg plejer at bruge en god spsk. fuld dej til en pandekage.

Server pandekagerne som de er, eller med lidt sirup og frisk frugt til.

floral decoration