Krydret ferskensuppe med karry, og ovnbagte champignoner med bacon og krydderurtesmør

søndag, d. 22. september, 2013

Efterår er suppetid, og i dag har i sandhed været en rigtig efterårsdag med masser af blæst. Så vi havde behov for en krydret suppe, man kunne få varmen af. Valget faldt på denne ferskensuppe med karry, med tilbehør af ovnbagte champignoner med bacon og krydderurtesmør.

Jeg elsker denne suppe – har lavet den en enkelt gang før, men det er ved at være et godt stykke tid siden. Så nu var det på tide, at jeg fik den lavet igen. Man skal ikke lade sig forskrække af varm frugt i mad, for ferskensmagen smager ikke ret meget igennem. De giver tværtimod en mere sødlig smag til suppen, som i virkeligheden smager mere af karry end af ferskner :) Den orangegule farve bliver man nærmest helt glad af, specielt kombineret med lidt bredbladet persille som topping.

Som tilbehør fik vi nogle ovnbagte champignoner med bacon og krydderurtesmør. Disse er også lavet før, men det gør dem ikke ringere. Synes det passede perfekt til denne krydrede suppe, og dejlig efterårsmad.

Suppen er til ca. 4 personer – men champignonerne er til 2 personer.

  • 3 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g smør
  • 3 spsk karry
  • 1 ds flåede tomater
  • 5 dl vand
  • 1/2 l piskefløde
  • 3 spsk kalvefond
  • 1 stor dåse ferskner skåret i tern
  • 200 g champignon
  • ½ pk. bacon i tern
  • 1 fed presset fed hvidløg
  • 1 spsk hakket bredbladet persille
  • Salt og peber
  • 25 g smør

Fremgangsmåde

Smelt smørret i en gryde og svits karry heri. Tilsæt hakket løg og presset hvidløg, og lad dem sautere kort.

Tilsæt flåede tomater, kalvefond, vand og fløde og lad det simrer 15 min.

Forbered alt imens champignonerne. Steg bacon i tern på en pande til de er sprødstegte.

Hvis der er tale om store champignon, skæres de i kvarte – ellers forbliver de hele. Læg dem i et ovnfast fad og sæt dem ind i en 200 grader varm ovn i 15-20 minutter.

Bland hvidløg sammen med bredbladet persille, smør salt og peber.

Kom herefter de ovnstegte champignon i en skål og bland det sammen med kryddersmørret og bacon. Dæk dem til indtil servering.

Herefter forberedes den sidste del af ferskensuppen.

Tilsæt ferskner i tern og lad det simre nogle minutter. Blend suppen, lad den få et opkog og smag til med salt og peber.

Server ferskensuppen med champignonerne og gerne lidt hakket bredbladet persille.

floral decoration