Kæresten er ude i byen at spise til noget fin-kulturrelt arrangement med arbejdet, så jeg måtte lige selv finde på noget aftensmad
Energien har dog ikke været på sit højeste. Har gået og haft spændinger i nakken og skuldrene det meste af dagen. Sandsynligvis fordi jeg igen er lidt små-stresset over min ikke-eksisterende arbejdssituation. Åhh må det dog snart få en ende, og må der meget snart drysse lidt stjernedrys ned med job-held. Det er bare ikke særlig spændende og opløftende at gå hjemme ufrivilligt.
Heldigvis får vi besøg af bedsteveninden fra folkeskolen og hendes kæreste i den kommende weekend, hvilket jeg glæder mig meget til
Og noget nær familie fra Canada er netop kommet til Danmark i anledning af min farfars kommende 80 års fødselsdagsfest, så det skal nok blive ganske hyggeligt at se dem igen og få snakket noget engelsk
For nogle dage siden fandt jeg noget sort pasta i Fakta, og det er jo en meget alternativ farve til mad, så dem måtte jeg lige prøve
De smager såmænd ikke anderledes end almindelig pasta, men giver en sjov farve til retten
Derudover er vi jo kommet ind i den første forårsmåned, hvilket selvfølgelig betyder friske, grønne asparges
Så aftensmaden har i dag bestået af Koteletter med sort pasta, jordnøddesauce og grønne asparges i bacon-svøb.
Opskriften på jordnøddesauce er fra bogen Grill – opskrifter, tekniker og redskaber, og egner sig til 4 personer. Jeg valgte dog at bruge saltede peanuts i stedet for usaltede jordnødder, simpelthen fordi vi vil få spist peanuts langt hurtigere. Jeg gned dem dog lige i et stykke køkkenrulle inden, de blev ristet på panden, for at få noget af saltet væk. Jeg tilsatte i øvrigt en smule sukker, da saucen var færdig. Synes den var en anelse for sur i forhold til, hvad jeg havde regnet med. Men nøj, hvor var den altså lækker
Det er ikke en sauce, som man skal have særlig meget, hvilket også passer fint med mængden af sauce i følge opskriften.
Og bare for sjov skyld pyntede jeg de færdigstegte asparges med en gulerods-strimmel
- 4 koteletter
- ca. 250 g sort pasta
Jordnøddesauce
- 3 spsk olivenolie
- 1 lille rødløg, pillet og skåret i små terninger
- 4 spsk ristede, usaltede jordnødder (her tog jeg alm. peanuts, og gned saltet af i et stykke køkkenrulle)
- 2 spsk finthakket frisk hvidløg
- ½ bøftomat uden kerner, hakket (jeg tog nogle cherrytomater, da vi havde nogle rester)
- 5 spsk hvidvinseddike
- 2 spsk appelsinsaft (jeg brugte appelsinjuice)
- 1 tsk stød spidskommen (vær varsom med krydderiet, jeg brugte nok kun ca. ½ tsk)
- 1 tsk stødt koriander
- 1 knsp kanel
- Lidt chilikerner
- Salt og friskkværnet peber
- Evt. lidt sukker
Grønne asparges i baconsvøb
- 1 bdt. friske grønne asparges
- 1 pk. bacon i skiver
Fremgangsmåde jordnøddesauce
Start med at tør-riste jordnødderne/peanuts på en varm pande. Tag dem af varmen, og lad dem afkøle.
Opvarm olien i en gryde over middelvarme, til det er varmt, men ikke rygende. Tilsæt løg og sauter til det er klart. Tilsæt jordnødder og hvidløg, og sauter under omrøring til det dufter.
Rør chilikernerne i sammen med tomater, eddike, appelsinsaft, spidskommen, koriander, kanel, salt og peber. Bring det i småkog og lad det simre i 15 min. Rør i det med jævne mellemrum. Lad saucen afkøle en smule.
Kom det hele i en blender og purer det. Kom saucen tilbage i gryden, og varm den op. Tilsæt evt. mere vand, hvis saucen er for tyk. Jeg tilsatte både lidt mere appelsinjuice og vand, da den var for tyk, og smagte saucen til med lidt sukker.
Fremgangsmåde koteletter og pasta
Steg koteletterne på en pande, til det er færdigstegte.
Kog pastaen efter posens anvisning.
Fremgangsmåde grønne asparges i bacon-svøb
Knæk de grønne asparges, så roden bliver knækket af. Saml ca. 3 asparges og vikl en skive bacon rundt om.
Steg dem på panden til baconskiverne er færdigstegte.
Server dem med koteletterne, den færdigkogte sorte pasta og jordnøddesaucen.




