Hvad gør man når man har næsten 1 liter kærnemælk, der skal bruges, kæresten ikke er hjemme, og det er år og dag, siden man har fået kærnemælkssuppe? Ja, så laver man selvfølgelig sådan en omgang suppe til aftensmad
Det er simpelthen SÅ lang tid siden jeg har fået den suppe, og fik lige pludselig lyst til det. Det er egentlig ret ærgerlig at man ikke får den noget oftere, for det smager jo fantastisk
Og så er det jo nemt og billigt at lave
Jeg fandt derfor en opskrift på Kærnemælkssuppe i min God mad, let at lave-kogebog, som jeg benyttede. Man kan både tilsatte rosiner og/eller hakkede mandler/mandel splitter, men synes egentlig det er lidt synd at komme rosiner i. Kan godt lide rosiner i boller og nogle kager, men lige her gjorde mandel splitterne sig bedst alene. Til gengæld var det prikken over i’et med en klat flødeskum til
Til 4 personer skal der bruges følgende:
- 3 spsk majsstivelse (Maizena-mel)
- 1 l kærnemælk
- 1 tynd strimmel citronskal (Vær opmærksom på, at få fjernet det hvide, da det er her den bitre smag sidder)
- 1 æg
- 3 spsk sukker
Tilbehør
- Mandelsplitter
- Flødeskum
Fremgangsmåde
Rør majsstivelsen ud med lidt af kærnemælken i en gryde (det er vigtigt at kærnemælken er kold, da det ellers giver jævnings-klumper).
Tilsæt resten af kærnemælken og citronskallen.
Bring suppen i kog ved svag varme under konstant piskning, så det ikke brænder på.
Kog suppen i 1 min. Husk herefter at fjerne citronskallen.
Pisk æg og sukker sammen i en skål.
Legere suppen ved at piske lidt af den varme suppe i æggeblandingen, gentag denne proces over flere gange under konstant piskning, indtil al suppen er pisket i æggeblandingen.
Hæld suppen tilbage i gryden igen, og bring den til kogepunktet under omrøring (suppen må ikke koge – så skiller den)
Server den med flødeskum og mandelsplitter.





