Is med kokos og lime

fredag, d. 23. april, 2010

I dag fik jeg afprøvet en super lækker opskrift på hjemmelavet is – nemlig is med kokos og lime fra Morten Heibergs bog Fristelser. Den er simpelthen bare så lækker, faktisk helt fantastisk efter min mening. Den har en eksotisk smag af, ja kokos og lime. Men ikke lime på den der syrlige måde. Og så er den fløjlsblød 😀

Denne her is er ikke noget man bare lige laver, hvis man får uventet gæster. Den tager tid, primært pga. nedkølingsprocesserne. Men nøj, den er simpelthen ventetiden værd 😀 Da jeg har en ismaskine, frøs jeg den selvfølgelig i den. Dette har så også gjort, at der ikke er kommet de der ubehagelige krystaller, som der oftest gør ved hjemmelavet is. De små ting man kan ane i isen er kokos 😀

Det er absolut en is, der kan anbefales 😀

Opskriften egner sig til 4 personer.

  • 4 dl sødmælk
  • 4 dl piskefløde
  • 1 stang god vanille
  • 10 æggeblommer (jeg brugte pasteuriserede æggeblommer)
  • 70 g sukker
  • 35 g tørret kokos
  • ½ lime (fintrevet skal)
  • 1 dl friskpresset citronsaft
  • ½ dl kokosmælk fra dåse

Fremgangsmåde

Kom mælk og fløde i en kasserolle. Flæk vanillen, skrab kornene ud og kog begge dele op med mælk og fløde, til det når en temperatur lige under kogepunktet.

Pisk imens æggeblommerne og sukkeret let sammen i en skål.

Hæld lidt efter lidt den varme væske over æggeblommerne, mens du pisker. Hæld det tilbage i kasserollen og varm blandingen op over svag varme under konstant omrøring, så den ikke brænder på. Rør til cremen bliver tyk. Når cremen er ca. 84 grader er den færdig. Hæld den igennem en sigte.

Bland tørret kokos, limeskal (husk det er kun det grønne, da det hvide giver en bitter smag), citronsaft og kokosmælk i ismassen. Dæk ismassen til og køl den af i køleskabet (alternativt kan fryseren også bruges, for at øge hastigheden på nedkølingen).

Når ismassen er nedkølet hældes den i en ismaskine, og røres til den er fast. Har man ikke sådan en kan man fryse isen i en plasticbeholder, tage den ud hver halve time, rør den igennem og gentage denne proces indtil isen er frossen.

Lad isen blive blød i køleskabet 10 min. før den serveres :)

Kommentarer

  1. Åh, det er lige mig, det der! Og skønne billeder :-)

    Hvor meget fik du – ca. en liter?

  2. Den smagte også rigtig godt af en hjemmelavet is at være 😀
    Ja, det blev vidst til ca. 1 liter :)

floral decoration