Indbagt mørbrad med hasselback kartofler, salat og ravigotte-dressing

mandag, d. 5. marts, 2012

For efterhånden flere weekender siden, var vi en tur hjemme ved mine forældre. Der er nu ikke noget, der er så godt som mors hjemmelavede mad 😀 Jeg er dog som regel ofte med til at bestemme menuen, primært fordi jeg nok er mere kreativ i mine forslag. Denne her gang var min far og jeg dog meget enige – det var nemlig SÅ lang tid siden, vi sidst havde fået indbagt mørbrad, så det bestod aftensmaden af :)

Som tilbehør valgte vi at få hasselback kartofler, icebergsalat og en creme fraiche-dressing med ravigotte sauce i. Blandingsforholdet er vidst bare til det smager godt 😛

Til ca. 10 personer skal der bruges:

  • 8 butterdejsplader
  • 2 finpudsede svinemørbrader
  • 1 kg hakket svinekød
  • 4 spsk hvedemel
  • 2 æg
  • 3 tsk groft salt
  • Friskkværnet peber
  • 2 tsk revet muskatnød
  • 4 fed hvidløg
  • 2 store revne løg
  • 2 dl piskefløde
  • 500 g grofthakkede champignoner (kan undlades)

Tilbehør

  • Hasselback kartofler
  • Icebersalat
  • Creme fraiche-dressing med ravigottesauce

Fremgangsmåde

Brun mørbraden på alle sider i gyldent smør, og krydr med salt og peber.

Alt imens mørbraderne brunes, laves farsen.

Bland det hakkede svinekød med mel, æg, salt peber, muskatnød, hvidløg, løg, piskefløde og champignon. Det kan være en fordel med en røremaskine til denne portion.

Rul butterdejspladerne ud 4 og 4, så de lige netop overlapper hinanden, og der er en butterdejsindpakning til hver af de 2 mørbrader.

Fordel halvdelen af farsen på de udrullede butterdejsplader.

Læg herefter en mørbrad på butterdejsindpakning, og fordel resten af farsen over.

Luk herefter dejen om farsen, og vend den om, så butterdejsenderne er i bunden.

Sæt bagepladen med de indbagte mørbrader midt i en 200 grader varm ovn, og bag dem i 50-60 minutter, eller indtil de er færdige.

Server den indbagte mørbrad med fx hasselback kartofler og salat.

floral decoration