Hjemmelavet burgerboller

torsdag, d. 22. april, 2010

Så fik man lige lavet en omgang hjemmelavet burgerboller i dag, så vi fik selvfølgelig hjemmelavet burgere til aftensmad :)

Burgerbollerne hæver en del, og mætter faktisk ret meget. Jeg har prøvet at lave dem én gang før, men nåede aldrig at smage dem, da jeg lavede dem hjemme ved mine forældre sammen med min lillesøster. Så nu tænkte jeg, at de lige skulle afprøves :) De smager anderledes end de sædvanlige tørre købe burgerboller. De er absolut ikke sådan nogle tørre nogle. Man kunne måske godt reducere mængden af yoghurt natural i opskriften, men de er, på trods af yoghurten, dejlig luftige 😀 Første gang jeg lavede dem, fik jeg kun fik 10 burgerboller, hvor opskriften egentlig rækker til 16 stk. Men de blev alt for store, og her anden gang fik jeg det antal, der er sat i opskriften.

Jeg har i øvrigt valgt at pynte burgerbollerne med de traditionelle sesamfrø. Dryssede dog også lidt Nigellafrø på dem, mest for synets skyld :)

  • 50 g smør
  • 4 dl mælk
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 25 g gær
  • 2 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 60 g hakkede solsikkekerner (ca. 1dl)
  • ca. 700g hvedemel

Pynt/pensling

  • Pensling: Sammenpisket æg
  • Pynt: Sesamfrø

Fremgangsmåde

Smelt smørret i en gryde, og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en røreskål, og tilsæt yoghurten. Rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser. Slå dejen godt sammen. Stil den til hævning et lunt sted i ca. 45 min. Ælt dejen godt igennem. Del dejen i 16 stykker og form til boller (ca. 9cm i diameter).

Tryk bollerne lidt flade, så de får burgerbolle-formen. Lad dem efterhæve på en bageplade i ca. 30 min.

Pensel med æg og drys med sesamfrø.

Bages i ca. 15-20 min. ved 200 grader, midt i ovnen. Bank dem let under bunden, lyder de hult er de færdige.

 

Kommentarer

  1. Tak for opskriften.
    De er bare super gode :)

  2. Hej Mia,
    Det var så lidt :) Og er glad for, at du synes, de blev gode :)

floral decoration