Fyldte grahamspandekager med rosmarin, oksekød, mandler og tomater

mandag, d. 21. marts, 2011

Vi skulle lige prøve lidt nyt i dag (igen igen :P), så aftensmaden bestod af fyldte grahamspandekager med rosmarin, oksekød, mandler og tomater. Nøj, det var altså bare SÅ lækkert 😀 Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har fået det.

Retten tager dog en del tid at lave, hvis man laver det hele fra bunden af den samme dag. Når jeg engang kommer i arbejde igen, vil jeg nok lave pandekagerne den ene dag og så fryse dem ned, indtil de skal bruges.

Jeg fandt opskriften på pandekagerne på bloggen Mig og Maj, men valgte så at erstatte rugmelet med grahamsmel :) Derudover tilsatte jeg lidt friskhakket rosmarin i dejen, da vi havde nogle rester. Hvis man ikke lige har det, er det ikke nødvendigt, men det giver virkelig en god smag til pandekagerne. Rosmarinen kan også sagtens erstattes af andre krydderurter.

Jeg tænkte lidt over, hvad fyldet skulle bestå af, da jeg meget ofte har set at folk bruger en almindelig kødsovs. Jeg synes det ville være lidt for kedelig til mit mad-humør i dag, så jeg tilsatte nogle hakkede mandler, samt nogle hakkede tomater blandet med hvidløg. Mums siger jeg bare 😀 Det er rigtig lækkert med mandlerne, som giver lidt struktur/bid til retten.

Som tilbehør til retten fik vi en agurkesalat bestående af halverede agurker, der er skåret i skiver. Der dryses med salt og tørret dild, samt en smule olie.

Opskriften egner sig til 12 pandekager – men jeg havde kun fyld nok til 10.

Grahamspandekager

  • 3 dl hvedemel
  • 1 dl grahamsmel
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 3 dl kærnemælk
  • 3 dl danskvand
  • 3 æg
  • Evt. friskhakket rosmarin eller andre krydderurter
  • Olie til stegning

Pandekagefyld

  • 2 løg
  • 2 dl vand og 1 oksebouillonterning
  • 500 g hakket oksekød
  • Salt og peber
  • Et par dråber tabasco-sauce
  • Paprika efter behag
  • 3 tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 100 g mandler
  • 1 pose revet ost

Fremgangsmåde grahamspandekager

Pisk mel, salt, sukker og kærnemælk sammen.

Tilsæt rosmarin, vand og et æg af gangen, til dejen har den rette konsistens – som tyk fløde.

Bag pandekagerne så tynde som muligt til de er gyldne. Da der ikke er fedtstof i dejen er det nødvendigt at hælde en smule olie på panden for hver pandekage.

Fremgangsmåde pandekagefyld

Svits løgene og tilsæt oksekødet. Når oksekødet er blevet brunet tilsættes salt, tabasco og paprika og de 2 dl vand, samt 1 oksebouillonterning. Lad det koge i 5-10 min. til terningen er opløst.

Skær tomaterne i tern, og pres 1 fed hvidløg ud over dem. Bland det hele godt sammen.

Hak mandlerne.

At fylde fyld i pandekagerne

Bred en pandekage ud på bordet. Start med at lægge lidt oksekød på. Læg dernæst lidt mandler, tomater og en smule ost.

Rul pandekagen sammen, og læg den i en bradepande/ovnfast fad. Stil de sammenrullede pandekager i ovnen i 5-10 min. ved 200 grader og fordel den resterende ost ovenpå. Stil dem igen ind i ovnen til osten har fået en fin farve – 10-15 min.

Server de fylde grahamspandekager med agurkesalaten.

Kommentarer

  1. Hej Carina,

    Nøj hvor ser det lækkert ud det du fik kreeret – nogen gange er pandekager bare lige det der skal til :)

    Er rigtig glad for at du kunne bruge min opskrift, jeg skal helt sikkert prøve det med rosmarin en anden gang!

    – Maj :)

  2. Hej Maj,

    Mange tak 😀 Ja, de smagte jo super godt – så tak for den 😉

floral decoration