Farverig æble- og havtorn marmelade med vanille

søndag, d. 18. september, 2016

Farverig æble- og havtorn marmelade med vanille

Det er højsæson for de trendy bær havtorn, og jeg gik derfor på rov i lokalområdet. Jeg fandt heldigvis nogle af disse passionsfrugt-agtige bær, som er fyldt med masser af C-vitaminer og har den skønneste, glade farve. Jeg valgte kun at tage et lille portion med hjem, og det gav lige knap 200 gram rensede bær. Til gengæld var det nok til at lave en dejlig fin portion æble- og havtorn marmelade. Jeg havde forinden kigget lidt opskrifter igennem, og fandt ud af, at der oftest bruges langt mere havtorn, end hvad jeg havde samlet ind. Jeg frygtede derfor lidt, at man ikke vil kunne smage den eksotiske smag.

Det behøvede jeg slet ikke at frygte. Det giver en mild strejf af det eksotiske, og faktisk gav det en fin balance til æblesmagen. Jeg er allerede solgt :)

Havtorn skal lægges i fryseren i ca. 48 timer inden anvendelse. Dette gør bl.a., at bærerne er meget nemmere at få af – uden at de går helt i smadder. Nogle gange kan man have hæld med at banke grenene på bordet, og de små fine bær falder af. Andre gange er man nødt til at tage hvert bær enkeltvis. Jeg tog kun et par grene op af gangen, for det går lynhurtigt med optøningsprocessen, og derved besværliggør man processen med at få pillet bærerne af. Havtorn er derudover fyldt med en enkelt kerne i hvert bær. Jeg er personligt ikke vild med kerner, så jeg valgte at sigte marmelade inden den blev hældt på glas. Denne proces tager godt 10 minutter ekstra, men det er så meget bedre end at skulle sorterer kerner fra hver gang.

Ud af nedenstående portion fik jeg ca. 5 dl marmelade.

  • 500 g æbler (gerne ananasæbler fra egen have, som er skåret i både og er frosset – så er det nemlig nemt at tage en lille pose æbler op)
  • 200 g rensede havtorn
  • 300 g rørsukker
  • 1 stang vanille
  • ½ dl vand
  • ½-1 tsk melatin

Fremgangsmåde

Hæld en pose frosne æbler ned i en gryde med 200 g havtorn, rørsukker, kornene og stangen fra en vanillestang, samt ca. ½ dl vand.

Lad blandingen koge i 20 minutters tid til æblerne er godt møre og udkogte.

Tilsæt ca. ½-1 tsk melatin, og rør rundt. Tag gryden af varmen, fjern vanillestangen og blend marmeladen.

Hæld derefter marmelade igennem et sigte over i en anden gryde. Herved sorteres kerner og rester af skaller fra.

Sæt nu igen den sigtede marmelade over på komfuret, og lad det komme op at koge i et minuts tid.

Hæld herefter den varme marmelade på skoldede og atamon-skyllede glas. Luk med låg og opbevar marmeladen i køleskabet.

floral decoration