Den lækreste Bastognetærte med friske blåbær

tirsdag, d. 22. juli, 2014

Bastogne-tærte med friske blåbær

Der sker alt for lidt her på bloggen, men med den helt store køkken-renovering og min meget snarlige termin, har der ikke lige været særlig meget overskud. Jeg har allerede termin om 2 uger, og vi er så godt som ved at være parate til lille-mandens ankomst 😀 Lige inden jeg gik på barsel havde én af mine søde kollegaer bagt den lækreste kage i forbindelse med den ugentlige kage-ordning om torsdagen. Og nøj den var lækker… Så lækker at jeg, og mange andre, selvfølgelig var nødt til at bede om opskriften 😀 Opskriften er oprindelig fra Hornstrup Kursuscenter, som jo ligger lige i nærheden af, hvor vi bor. Og selvom jeg har store elefantfødder pga. vand i kroppen og den høje temperatur, så kunne jeg altså ikke lade være med at bage denne lækre kage. Jeg vil jo nok næppe få overskud, når først lille-manden melder sig ankomst.

Mums, den var bare god. Og endnu engang formåede jeg at lave kagen lidt for høj ved valg af forkert størrelse springform. Jeg skal altså også snart have anskaffet mig en mellem-størrelse. Springformen, jeg brugte, er 20 cm i diameter, og den næste jeg har er 26 cm i diameter. Så en mellemting mellem de to er nok mere passende :)

Kan man lide Bastogne-kiks, så vil man elske denne kage. Jeg pyntede kagen med friske blåbær. I virkeligheden kan man pynte den med alle mulige forskellige slags bær. Personligt synes jeg dog, de skal være forholdsvis neutrale i smagen, men blot give kagen syrlighed. Kanelsmagen i kiksene er så fremtræden, at det næsten ville være synd at bruge bær med alt for kraftig smag.

Bastognetærten rækker til ca. 10 personer.

  • 150 g smør
  • 180 g sukker (50 g til kiksebunden, og 130 g til marengsmassen)
  • 1 pakke Bastogne kiks
  • 2 æggehvider
  • 1 lille kn.sp. salt
  • 2 dl piskefløde
  • En passende mængde bær eller kompot (jeg valgte blåbær)

Fremgangsmåde

Knus kiksene og bland dem med 50 g sukker. Smelt smørret og bland det hele sammen.

Smør en springform (jeg lagde derudover lidt bagepapir i bunden af formen, så den nemt kunne løftes af efter bagning), og pres massen ned i formen, så den glattes ud.

Æggehviderne piskes stive med salt. Herefter piskes 130 g sukker i lidt efter lidt til massen er helt glat og stiv. Spred massen ud over kikse-massen i springformen.

Tærten bages  en 160 grader varm ovn i ca. 20 min. eller til tærten er lysebrun.

Lad tærten afkøle helt.

Pisk fløden stiv med middellav hastighed, herved undgår man at flødeskummet bliver grynet. Spred flødeskummet ud over kagen.

Fordel bærrene øverst på flødeskummet, og pynt evt. med lidt citronmelisse. Server kagen straks.

Kommentarer

  1. den Bastogne tærte ser så lækker ud, den tror jeg skal prøves til mine gæster i morgen,tak for det:-)

  2. Tak for en inspirerede blog.. Mht Bastogne kagen og at man kan bruge kompot, skal der så ikke bruges husblas så det ikke flyder for mege ud ?

  3. Super blog du har :)
    Dejlig nem opskrift der smager fantastisk godt.

floral decoration