Bålhygge med grillede skumfiduser og snobrød

lørdag, d. 8. juni, 2013

Åhh der findes næsten ikke noget bedre end lugten af bål og snobrød, og grillede skumfiduser på sådanne lune sommeraftener. Nu hvor vi har købt hus, blev vi derfor også nødt til at investere i et bålfad – og lad mig sige, det er nok nogle af de bedste penge vi har givet ud. Vi købte vores på tilbud, så den kostede kun omkring 700 kr, hvor de normalvis står til 1.300 kr. i Bauhaus. Da det jo har været og er super lækkert sommervej i disse dage, fik vi indviet vores bålfad i går. Det var simpelthen så hyggeligt – selvom vi kun var os to. Og som bonus fik vi også tyndet ud i nogle af de buske, kæresten havde rykket op.

Findes der noget bedre end at grille store lækre skumfiduser og lave hjemmelavet snobrød? 😀 Nej vel, så det gjorde vi selvfølgelig. Er simpelthen helt vild med skumfiduserne. Når de lige bliver grillet lidt ekstra får de en lækkert, let hård karamelliseret overflade. Åhhh det var godt 😀 Jeg fandt en mere eller mindre tilfældig opskrift på snobrød i Den Store Bagebog 2 fra Amo. Reducerede dog opskriften, og lavede således kun 1/3 af dejen. Det passede egentlig rimelig godt. Der var stadigvæk lidt dej tilovers, men nu åd vi jo også en masse skumfiduser 😉 Nedenstående opskrift er den fulde opskrift.

Til ca. 18-20 snobrød skal der bruges:

  • Ca. 1 kg hvedemel
  • 6 dl mælk
  • 100 g smør
  • 3 æg
  • 75 g gær
  • 2 tsk salt

Tilbehør

  • Ketchup
  • Skumfiduser der sættes på spyd én ad gangen, og grilles i et enkelt minut til den begynder at smelte

Fremgangsmåde

Smelt smørret i en gryde, og tilsæt mælken – lad det køle ned til det er lillefinger-varmt.

Opløs gæren i den lune væske i en skål, og tilsæt salt og æg.

Ælt melet i, og ælt ca. 7 minutter til dejen bliver smidig – gerne med en el-pisker med dejkroge. Jeg tager altid melet på slump.

Lad dejen hæve tildækket i ca. 1½ times tid.

Når bålet er klar, og der er fine gløder trilles dejen i lange pølser, som vikles om spidsen på en lang pind.

Brødet bages over gløderne til de er færdigbagt, og der serveres selvfølgelig ketchup til.

Kommentarer

  1. Åh, det ser hyggeligt ud! <3 Jeg ELSKER ristede marshmallows. De er fantastiske. Kan desværre ikke så godt tåle dem mere, så må undvære 🙁 Men de smager virkelig skønt.

  2. Det var også rigtig hyggeligt 😀 Jeg vil sige, man skal heller ikke have for mange af dem, så bliver det for meget. Men uhmmm ja de smager godt 😀

floral decoration